Vi har hørt mange historier om at de døde faktisk ikke er døde, men findes et overjordisk sted. Clairvoyants eller medier fortæller, at de kan se de afdøde for sit indre syn og tale med dem. Eller i hvert fald kommunikere med dem, på en eller anden måde.
Sådan var det også ved et tidspunkt i min lille hjemby. Vi havde et lokalt medium, der plejede at holde seancer en gang om måneden, og hver gang var der nye, interessante muligheder for, at få set noget mærkværdigt. Jeg var ung dengang, og der var ikke mange ting at beskæftige sig med i fritiden. Vi spillede fodbold, hang lidt i ungdomsklubben, lyttede til ny musik sammen og jeg prøvede at finde harmonierne til de nye sange på min guitar. Ja, I kan godt se – vores medium blev en månedlig begivenhed.
Een gang i februar 1988 havde han inviteret en fotograf, der mente at han kunne fange ånder på sine billeder. Nåh ja, det lød spændende. Vi mødte op fuldtalligt. Hele foreningshuset var fyldt til randen, også nabobyens familier kom denne aften. Han havde sat sin projektor op, og cirka tyve billeder ventede i magasinet. Vi sat i spænding.
Det gjorde vi ikke så længe. Først kom et langt foredrag om en person, der hed William Hope, derefter talte han om Arthur Conan Doyle i cirka en times tid. Vi faldt næsten i søvn, mig og drengene i fodboldholdet. Da vi lige var ved at gå, begyndte han at vise sine billeder. Så begyndte det endelig at ske noget. Det ene billede efter det andet viste portrætter af mennesker. Og en hund. Det, de havde tilfælles var, at der ved siden af dem ”stod” et andet menneske, tyndet ud, som en ånd. Man kunne næsten ikke se ansigtstrækkene, men fotografen mente bestemt, at her var en afdød, der meldte sit nærvær.
Lige midt i det hele, begyndte en dame at græde højt. Det var virkelig tryk på. Hun næsten skreg. Byens medium talte med hende og hun fik lov til, at komme frem og tale med fotografen. Det viste sig, at hun havde fået øje på sin afdøde datter. Datteren var kun femten år da hun døde – og nu stod hun ved siden af en gammel bondemand. Fotografen havde allerede skiftet billede, så han fik lov til at bladre lidt, for at finde billedet frem. ”Ja, her ser vi ektoplasmaet”, sagde han, og pegede på pigens krop.
Jeg siger ikke mere om denne sag. Kan ikke afgøre om billedet var fake eller fakta. Moren til den afdøde datter blev lidt gladere, hun troede bestemt at pigen var over på den anden side. Måske ville datteren blive bondemand i sit næste liv, og kiggede over skulderen, for at lære noget. For tiden har vi lidt mere tunge sager i forhold til fake news, hvor alle danner sin egen mening og lever i sin egen boble. Måske er det vores tilbøjelighed til at tro på noget, vi gerne ser som sandhed, der kommer igen og igen, i forskellige former.