København, Danmark – Det var en spændende tid for miljøaktivister og politikere verden over, da de mødtes i København for at diskutere den globale opvarmning på klimakonferencen i 2009. Der var en optimistisk forventning om, at denne konference ville resultere i en bindende aftale for at reducere kuldioxidemissioner og dæmpe klimaforandringer.
Men desværre endte det hele i skuffelse, som de 190 deltagende lande ikke kunne blive enige om en fælles handlingsplan. Der var stor uenighed om, hvor meget de forskellige lande skulle reducere deres emissioner, og hvordan de skulle klare omkostningerne ved en sådan reduktion. Sådan endte det aldrig med den håbede aftale.
Selvom der var en stærk opbakning til at gøre noget ved klimaforandringerne, kunne politikerne ikke overvinde deres forskelle. Lande som USA, Kina og Indien, som er nogle af de største kuldioxidemitter i verden, var modvillige til at acceptere forpligtelser om at reducere deres emissioner, mens lande fra Afrika og Stillehavsøerne var bekymrede for, at de ville lide mest under klimaændringerne. Dette førte til en manglende enighed af verdens ledere på konferencen.
Det har været mere end et årti siden arrangementet, og mens der har været fremskridt i at udforske vedvarende energikilder og reducere emissioner, er der stadig meget arbejde at gøre for at forhindre yderligere klimaændringer fra at ødelægge jorden. Det var et håb, at København ville markere begyndelsen på en global bestræbelse på at løse klimaproblemerne, men i stedet var det bare endnu et eksempel på verdens lederes manglende evne til at samarbejde på tværs af grænserne.